Marsvin og C-vitamin

C-vitamin

Marsvin er ligesom mennesker ikke i stand til at selv danne og lagre C-vitamin i kroppen.
C-vitamin har mange vigtige funktioner, og det er derfor vigtigt at marsvin får tilført C-vitamin i kosten for ikke at blive syge.

Generel fodring 

Dansk Marsvin Forening anbefaler fodring med god kvalitets hø og grøntsager suppleret med marsvinepiller tilsat C-vitamin.
C-vitamin er meget vigtigt for marsvin, da de ikke selv kan producere det, og de kan derfor få C-vitaminmangel (også kendt som skørbug hos mennesker), som kan vise sig med følgende symptomer:

  • Nedsat livskraft
  • Nedsat vækst
  • Forhøjet dødelighed blandt unger
  • Forkortet levetid

Er du i tvivl, om det foder du giver, er godt nok, så se på indholdet. Der skal minimum være
500 mg C-vitamin pr. kg foder, for at det er egnet til marsvin. Brug ikke kornblandinger alene, da de ikke indeholder det optimale for dit marsvin. Hvis du synes foderet ser "kedeligt" ud, kan du blande pillerne med f.eks. en smule majsflager, ærteflager, tørret rødbede eller johannesbrød-kerner. De skal naturligvis have adgang til frisk vand og hø hele døgnet.

Grundet marsvinets behov for C-vitamin, skal grøntsagerne også vælges med omtanke, da man nemt kan komme til at fylde dem med grøntsager uden særlig foderværdi, f.eks. salat og agurk. 
Det anbefales ikke at give C-vitamin dråber i vandet, da der fordamper hurtigt og nogle marsvin drikker ikke så meget vand hvis de får mange grøntsager. 

Gode foderemner med C-vitamin:

Persille
Kål (marsvinene skal tilvænnes kål)
Peberfrugt 
Spinat (små mængder)
Broccoli
Dild
Brøndkarse